Slayer koncerten
- Detaljer
- Oprettet: søndag, 23. november 2008 15:27
- Skrevet af Kim M
Vi tog trofast ind og hørte Slayer og jeg skrev en fristil om det.
Fotos: Simon, Tekst: Kim
Slayer er det bedste musik nogensinde at skate til. Hurtigt, melodisk og med masser af fængende tekster om djævelen. Det mest imponerende ved Slayers karriere er den måde de har formået at holde begge ben på jorden til trods for byrden af konstant at blive udråbt til det bedste band nogensinde. Endda vel vidende at folk henviser til kompositioner der ligger tyve år tilbage i tiden. Hvad gør de så? I stedet for at blive bitre og forklare folk at de nye numre altså er bedre bygget og man skal være hjernedød for at foretrække den gamle, simplere stil, så takker de for de mange års opbakning ved at spille Reign in Blood fra start til slut.
Jeg har set dem spille tre gange siden Christ Illussion udkom og de har alle gangene fokuseret på de tre store plader fra guldårene '86-'90. Havde godt læst om shows hvor hele Reign in Blood blev spillet, kender til DVD'en og alt det, men havde nu alligevel ikke turde håbe på det. Det var da også først da jeg læste det i avisen dagen efter at det gik op for mig at det var det var sket. Piece by Piece og Necrophobic lige efter hinanden. Tror da fanden at det var så røvfedt.
Age of the Deaf
Valby hallen er selvfølgelig et lortewack sted at tage til koncert. Akustikken kunne dårligt været værre. Rå betonvægger hele vejen rundt og ingen tiltag til at kompensere for miseren. Hold kæft for en ørebæ. Yderligere kunne lysmanden ikke følge med. I flere breaks trak drengene bevidst lidt på tællingen for at gøre det interessant for sig selv og gengangere der udgjorde majoriteten af publikum.
Det var åbenbart for indviklet for lysmanden og han ramte igen og igen forkert, pinlig opvisning.
Noget andet der var pinligt var tematikken på storskærmen. Krig er et tidsløst tema og hvad kunne være mere hadfuldt? Grundlæggende legitim tematik i enhver metalsammenhæng. Men altså amerikanske flag, ups. Omvendt er det svært at bebrejde en abe for at spille pik. Man lader jo heller ikke være med at læse Hamsun bare fordi han var nazist? Atombombesprængningerne genoprettede hurtigt den dårlige stemning.
Your wide awake nightmare
Ud over Mastodon kunne jeg ikke finde på at spilde et minut af mit liv på at høre de opvarmingsbands som Slayer er tvunget til at hive med sig rundt. Kontrakten med Universal forpligter noget absurd lort. Trivium? Jeg behøver ikke at høre en eneste tone for at vide at det stinker . I avisen stod der at en af mongolerne i bandet fejrede sin fødselsdag på scenen og fik lagkage? Det er ikke i orden at besudle Slayers scene på den måde. Hvis du ikke har tænkt dig at gøre noget sejt, så hold kæft og koncentrer dig om at spille musik. John Tardy må meget gerne tage et bonghoved, Dino æde et jointskod, eller Pig Champion sidde ned og synge fordi han var for fed til at stå op så lang tid af gangen, men lad venligst være med at gå op i din fødselsdag. Overvej hvor sur jeg var blevet hvis jeg faktisk havde set det og ikke bare læst det i avisen.
Infamous butcher
Det ved Slayer. Selvfølgelig, fristes man til at sige. Ingen unødig snak mellem numrene, alle har hørt det før. Og igen. Måden det blev gjort på. Tungen i kinden. Ingen unødig opstylten, tværtimod, brede smil og opmuntringer til fællessang. Som om det var nødvendigt.
Hvorfor denne fokus på de tre store? Simpel erkendelse af at det er dem publikum helst vil høre? Jeg tror det er mere sammensat. Min teori går på at det er et vilkår indskrevet i Dave Lombardos kontrakt for at komme tilbage i bandet. Dengang tilbage i de tidlige halvfemsere da Lombardos Italienske gener overmandede hans fornuft og fik ham til at forlade bandet blev der givet to grunde. Resten af bandet nedlagde veto mod at Lombardos kone kunne komme med på turne. Hvor syg en tøffel skal man være for at hive kranen med på en Slayer turne? Man skal ikke have læst mange afsnit af The Dirt hvor de er på turne med Ozzy til at vide at det var en nødvendig beslutning at forhindre den fadæse. En af de vedholdende historier om drengene i Slayer går på at de som sådan ikke er venner, du ved bare fordi de er et band behøver de jo ikke at hænge ud.
Den anden grund jeg har set Lombardo give var at han ikke blev krediteret og betalt for at være medkomponist på numrene. Jeg ved ikke hvor grænsen går, men det ligger meget fint i forlængelse af stemningsportrættet at det var noget man kunne blive uvenner over. Min påstand er at Lombardo som betingelse for at tilbage i bandet var en klausul om at der live max må spilles ti procent numre han ikke har været med til ”komponere”. Til gengæld har resten af drengene fået en vetoret i studiet når han flippede ud og ville spille jazz og rumba rundgange i stedet for thrash: ”Det står selv i kontrakten at du ikke må slå på gong-gongen, fat det!”; ”bare en lille gong-gong?”.
Seasons in the Abyss
Samlet set er det tydeligt at der på dette tidspunkt er tale om en art bizar total teater, hvor såvel publikum som bandet erkender det komiske i genopførelsen af numre hvis aktualitet og chokværdi for længst er aftaget. Betyder det så at det ville være bedst at kaste håndet klædet i ringen, bevare en smule af værdigheden, og sige tak for 25 års tro indsats? Ikke for min skyld. Ville du sige til Lemmy at han var ved at være pinlig? Nej, vel. Så længe Slayer kan grine af sig selv og besvare interviews som det i Politiken, uden at have hovedet op i egen røv må de for min skyld fortsætte mange år endnu. Helst et lidt federe sted og uden nogle stars and bars næste gang dog, tak.
